20250910 Ærindringens sang om tragedien i Sandfjellet

Jeg besøkte Negardsstøtta i høst. Tragedien i Sandfjellet 1816 ved Negardsstøtta er en historie en ikke så lett blir ferdig med.

Innskrift:

"Minnesten over Jens Nielsen Bjerkseth 17 år gammel og Ellev Joensen Bjerkseth 16 år gammel som på dette sted omkom under en voldsom snestorm i november 1816.  Støtta er reist av sambygdinger år 1966."

De to guttene var i fjellet for å samle mose og ble overrasket av uvær.

Soknedal historielag med Per Eilif Ekle i spissen fikk laget et hefte om hendelsen. Det er skrevet en sang som er gjengitt i heftet.

Jeg søkte på nettet, men fant ikke denne sangen. Derfor kontaktet jeg Per Eilif og videre til Dagfinn Vold som sto for trykkingen, for å få teksten. Jeg fikk ikke bare teksten på sangen, men hele heftet på pdf-fil. Link til den her.

Her er sangen skrevet av Bernt Frøsæth:

Ærindringens sang

Melodie: Jeg beder Dig min Herre og Gud etc.

O Kongers Konge store Gud
som allting kan regjere,
Natturen lyde maa Dit Bud,
og Underdanig være,
naar som Du vinker med Din Haand,
da røde Kinder blegne.
Den unge som den gamle Mand
maa ned for Døden segne.

Exempler nok vi derpaa seer,
naar vi vil eftertenke,
hvorledes 2 de Drenge her
blev spent med Dødsens Lænkke
i Ungdoms Tidt fra Far og moer,
de Afskeed maatte tage,
i Fjældet udaf Kulde stor,
de Døden fik at smage.

November ni og tyvende
som vaar Kalender giver,
i Aaret atten Hundrede
og sexten til Man skriver,
Da kom en Storm fra vester Kant
Trak over Norges Fjælde,
som gjorde at de Døden fant
og maat sit Liv undgjælde.

0m Morgen tidlig de saa from
fra Faders Huus udkjøre,
i Selskab de med andre kom
min Pen derom Lidt rørre,
to Miil Distans hen til det Sted,
som man Sandfjældet Kalder,
med Sang og Fryd ad Vejen Glad
i Ungdoms beste Alder.

Og som de kom til stedet der
da maatte de forlade
sin Kammeratter en og hver,
de kunde sig ej raade,
for Storm og Slud, for Sne og Vind,
for Bitterhedens Vaande,
som Dennem drev i Fjældet ind
hvor de opgav sin Aande.

Hvor Lenge de beholdt sit Liv
er Gud bekjendt allene,
fem Døgn derefter, Død og stiv,
man fandt de Drenges Bene.
0! en Ynkverdig Hendelse,
0! en opmerksom Ceene,
den Sjel som ei har Føllelse
for det, er haard som Stene.

Mig Undrer mest den Hest, det dyr,
som dem ei vil forsage,
men stod i Fjældet som en Mur
fem Nætter og fem Dage.
Just paa det Sted hvor Drengene
og deres Liig mon findes,
sligt kan min Hjerne ej indsee,
og ingen Olding mindes.

O! Gud Din magt er underlig
som ingen kan begrunde,
vort Liv det er saa visselig
forborgen allenstunde.
Det er Guds Bud, alt Kjød er Høe
hvormeget man end Praler,
Beskik dit Huus, thi du skal Døe,
faa Esaias' Saler.

Vort Liv er kun ret som et Blad
der let af Vinden drives,
see Drengen udaf Nain Stad
ved Døden hastig rives.
Det meget snart med os er gjort,
Hva har vi her at sige?
os Døden snart kan kalde bort,
til Evighedens Rige.

Kom hid min Ungdom og min Ven
og lad oss overveje,
hvorledes at vi kaldes kan,
til Evighedens Leje,
vær ej saa Stolt men lev i fred,
og tænk paa Gud din Skaber,
Dit hus beskik, din Sjæl bered,
Du intet derved Taber.

Idag du springer frisk og rød,
paa dine Ungdoms Beene,
I Morgen kan du være Død,
nedlagt blandt Grus og Steene.
Hvad har du da at stole paa,
hvoraf vil Du da braske,
naar at Din skjønhed skal forgaa
og blive Støv og Aske

O, kjære Ungdom tænk dig 0m,
Lyd min Advarsels Stemme,
Elsk Gud og vær mod Næsten from
saa skal Du blid fornemme
Guds Naade fred og Kjærlighed
samt Brødres Hæld tillige,
da gaar din Sjæl til Himlens fred
og vinder saa Guds Rige.

Imidlertid jeg vænder mig,
til Dem som føler smerte.
for Deres Venner inderlig,
Gud trøste Deres Hjerte.
O! Fader, Moder still jers Graad
og Søstre deres Taarer,
Gud han er den som skaffer Raad,
Han læger den han saarer.

Gud lod sin Tjener Job i Flor
Gjenvordigheder møde,
men Jobs Tolmodighed var stor,
som korset mon forsøde
Han sagde see, jeg til min Grav
den Troe vil stedse Være,
at Heren tog det Heren gav,
hans Navn Velsignet være.

See Herrens bliee Visdom er
en Lov, som alt Bestemmer,
han trøster sinne Mænisker
naar farligst udsigt gremmer,
han er en lov som styrer alt
som vi kun seer og Kjender
thi hvær en skabning han har talt
i sine fader Hænder.

Derfore vi og stedse bør
med Job Taalmodig være,
tænk saa i alt hvad Gud han gjør,
det alt skeer til hans ære,
dernest det og skeer til vort Gavn
som skriften os mon lære,
Velsignet derfor Gud Dit Navn
til evig Tiid skal være.

Nu Fader, Mødre, Døttre tre,
som nu sin' Venner savner,
Lad sorgen som Dem trøkkede
fly bort som Røg og Avner.
Tænk Drengene ej borte bliir,
men engang skal fremtræde
for Gud med megen Pragt og Ziir
i Kjærlighed og Glæde.

Vel den som da kan finde Sted
hos Gud vor kjære Fader,
thi han skal ved Guds Herlighed,
fremgaae paa Engle Gader
og høre Herrens Miskundhed
som Gud dem vil tilsende.
Gud byder Dem gak ind i Fred
og Fryd foruden Ende.

Am men.

Fil: jostein/ja20250910.html

Skriv gjerne en kommentar på gjesteboka eller hopp tilbake til fotoalbum.